Hvad er type 1-diabetes?
Diabetes mellitus type 1 er en kronisk sygdom, der også bliver kaldt for type 1 sukkersyge. Sygdommen er karakteriseret ved en konstant forhøjet blodsukkerkoncentration. Det høje indhold af sukker i blodet skyldes mangel på et hormon kaldet insulin. Insulin er et blodsukkersænkende hormon, der hjælper kroppens celler med at optage sukkeret fra blodbanen.
De fleste mennesker, der lider af type 1-diabetes har fået stillet diagnosen inden de er fyldt 40 år. Diabetes er en hyppig sygdom og kan have alvorlige senkomplikationer ved utilstrækkelig blodsukkerkontrol, såsom hjertekarsygdomme.
Hvilke symptomer er der på type 1-diabetes?
Type 1-diabetikere oplever ofte flere symptomer ved sygdomsdebut og disse involverer:
- Tørst
- Hyppig vandladningstrang
- Vægttab
- Synsforstyrrelser
- Føleforstyrrelser
- Træthed
- Mæthed
- Bevidstløshed, ses sjældent
Ved meget høje koncentrationer af sukker i blodet kan man udvikle en tilstand kaldet ketoacidose. Når kroppen udsættes for ketoacidose begynder den at hyperventilere, og udåndingsluften begynder at lugte af neglelakfjerner (acetone). I blodet viser det sig ved, at blodets pH-værdi bliver mere sur. Hvis patienten er ved at udvikle ketoacidose og ikke hurtigt kommer i behandling, kan det lede til bevidstløshed og koma.
Det er vigtigt at modvirke tilstande som ketoacidose og langvarig høje koncentrationer af sukker i blodet for at undgå senkomplikationer.
Hvilke årsager er der til type 1-diabetes
En af kroppens vigtige energikilder er sukker. For at kroppens celler kan have gavn af sukkeret, skal det transporteres ind i cellerne. Transporten sker lettest ved tilstedeværelse af insulin i blodet. Når man har type 1-diabetes, mangler man insulinproducerende celler, som normalt er placeret i bugspytkirtlen. Årsagen til denne mangel på disse celler i organet er ofte af autoimmun karakter – det vil sige, at kroppens eget immunforsvar angriber cellerne, hvorved cellerne dræbes og evnen til at producere insulin tabes.
Den bagvedliggende årsag til udvikling af type 1-diabetes kan være genetisk disposition. Tilstedeværelse af visse proteiner på cellernes overflade kan øge risikoen for at udvikle type 1-diabetes fra 0,5 % i normalbefolkningen til 6-12 % hos de genetisk disponerede. Vævstypen arves ofte fra forældrene, således at når begge forældre har type 1-diabetes, er risikoen for sygdommen øget til op imod 20 %. En anden årsag til sygdomsudviklingen menes at være en infektion med en tarmvirus under graviditeten.
Hvordan stilles diagnosen?
Type 1-diabetes kan diagnosticeres ud fra en blodprøve. Når der kan påvises et blodsukker, som er højere end 12 mmol/L ved normal tilstand og højere end 7 mmol/L efter en periode med faste, stilles diagnosen. Ved at måle en værdi, der hedder HbA1c kan man se, hvordan blodsukkeret har ligget de sidste 2 måneder. Normalt ligger denne værdi under 48 mmol.
Hvilke behandlingsmuligheder er der til type 1-diabetes?
Type 1-diabetes behandles ofte ved at rådgive patienten om en fornuftig kost, og ved at lære patienten at give sig selv indsprøjtninger med insulin. Derudover er det anbefalet at ophøre rygning og indføre daglig motion.
Insulin findes i to forskellige former. En langtidsvirkende, som dækker den basale mængde kroppen har brug for i et døgn, og en korttidsvirkende, som kan tages i forbindelse med måltider, og justeres afhængigt af hvor rigt måltidet er på kulhydrat.
I og med, at type 1-diabetes er en sygdom, der er forårsaget af kroppens eget angreb på bugspytkirtlens celler, findes der ingen tiltag, der kan forebygge udviklingen af sygdommen. Ved tilstedeværelse af sygdommen anbefales det at følge behandlingsplanen og møde til kontrolbesøg hos egen læge for at undgå senkomplikationer.
For at undgå senkomplikationer i form af skader på nerver, nyrer, øjne, hjerte, hjerne og blodkar, bør blodsukkeret reguleres nøje. Afhængigt af patientens alder er der forskellige retningslinjer for hvilket interval den ideelle blodsukkerværdi skal ligge indenfor.
