Diabetes type 2 (sukkersyge)

Diabetes type 2 (sukkersyge)

Hvad er type 2-diabetes?

Diabetes mellitus type 2 er en sygdom der også er kendt som type 2 sukkersyge. Sygdommen er karakteriseret ved et konstant forhøjet blodsukker. Det høje indhold af sukker i blodet skyldes mangel på et hormon kaldet insulin.

Insulin er et blodsukkersænkende hormon, der hjælper kroppens celler med at optage sukkeret fra blodet, således at blodsukkeret ikke svinger op og ned i løbet af dagen. Udover insulinmangel, er sygdommen også kendetegnet ved en nedsat virkning af hormonet insulin på muskel- og fedtvæv. Denne tilstand kaldes insulinresistens.

I modsætning til type 1-diabetes, hvor diagnosen hyppigt stilles i barnealderen, da opstår type 2-diabetes hyppigt efter 40-års alderen, og gennemsnitsalderen på diagnosetidspunktet er 55 år. Af alle diabetespatienter i Danmark er der omkring 85 %, der lider af type 2-diabetes. Antallet af type 2-diabetikere er steget de seneste år, og over hele verden diagnosticeres omkring 7 millioner nye tilfælde om året.

  

Hvilke symptomer er der på type 2-diabetes?

Type 2-diabetes debuterer ikke med typiske karakteristika, og kan derfor vise sig ved vage symptomer såsom:

  • Træthed
  • Uoplagthed
     

Senere i sygdomsforløbet, hvor mængden og virkningen af insulin er yderligere forværret kan man opleve:

  • Tørst
  • Hyppig vandladningstrang
  • Vægttab
  • Svampeinfektioner i kønsorganer
  • Bevidstløshed, ses meget sjældent
  • Føleforstyrrelser
  • Synsforstyrrelser

 

Hvilke årsager er der til type 2-diabetes?

Type 2-diabetes skyldes både mangel på insulin og insulinresistens. Hyppigt er udviklingen direkte associeret til personens livsstil og arv. Overvægt, lav fysisk aktivitet og usunde kostvaner bidrager alle til udviklingen af sygdommen, da de påvirker insulins produktion og virkning på kroppens celler.  

Arven spiller en mindre rolle i udviklingen af type 2-diabetes end i udviklingen af type 1-diabetes, men har begge forældre type 2-diabetes er risikoen for sygdommen 80 %. Af størst betydning er dog livsstilsforhold, da de er afgørende for om genetiske dispositioner kommer til udtryk eller ej.  

 

Hvordan stilles diagnosen?

Ved mistanke om type 2-diabetes undersøger lægen blodtrykket, hjertet, samt udseende og følesans i fødderne. Måling af blodsukkeret benyttes til at stille diagnosen. Efter en periode med faste, f.eks. mellem frokost og aftensmad, skal blodsukkeret gerne ligge under 7 mmol/L. Er det højere i 2 målinger på 2 separate dage, vil lægen vurdere, at man lider af type 2-diabetes.

En anden metode til at stille diagnosen på, er ved at måle langtidsblodsukkeret, der vurderes ud fra værdien for HbA1c. Denne værdi siger noget om, hvor højt blodsukkeret har været de sidste 2 måneder. Afhængigt af ens alder skal værdien helst ligge under 52 mmol/mol når man er yngre end 80, og under 75 mmol/mol når man er over 80 år gammel.

For at undgå senkomplikationer i form af skader på nerver, nyrer, øjne, hjerte, hjerne og blodkar, bør blodsukkeret reguleres nøje. Det anbefales at blodsukkerreguleringen bør ske af personen selv. Afhængigt af patientens alder er der forskellige retningslinjer for, hvilket interval den ideelle blodsukkerværdi skal ligge indenfor.

 

Hvilke behandlingsmuligheder er der for type 2-diabetes?

Til reguleringen af blodsukkeret er der flere muligheder. Kombinationen af kostomlægning og vægttab har vist sig at være en effektiv behandling mod type 2-diabetes.

Kosten anbefales at indeholde grove kornprodukter, umættede fedtsyrer og mange grøntsager. Derudover anbefales det, at det totale energiindtag reduceres så man opnår et vægttab. Vægttabet kan med fordel understøttes med motion, da fysisk aktivitet også er med til at reducere blodsukkeret. Det anbefales samtidigt at stoppe med at ryge.  

Der findes flere forskellige medicinske præparater til diabetikere, men de fleste behandlingsplaner indebærer daglige indsprøjtninger af insulin.  De fleste tilfælde af type 2-diabetes kan dog behandles tilstrækkeligt med sund og varieret kost, et vægttab og daglig motion.

Vent!
Det tager kun 2 minutter.
Vil du have muligheden for at deltage i forskningsforsøg?
Gratis og uforpligtende · mere end 65.000 medlemmer
Ja, tilmeld mig!
Måske senere
Sundhedspanel

Hjælp forskningen igennem Sundhedspanel

Danmarks Sundhedspanels formål er at fremme sundhed gennem forskning, og vi har derfor brug for din hjælp. Du kan hjælpe ved at tilmelde dig Danmarks Sundhedspanel, og dermed blive mulig forskningsdeltager. Du vil kun blive kontaktet, hvis din sundhedsprofil passer til et kommende forskningsprojekt.

Opret sundhedsprofil