Hvad er akut og kronisk diarré?
Diarré er en tilstand med mere en 3 daglige afføringer, som enten er akut og derved opstår pludseligt eller er kronisk, hvormed tilstanden varer mere end 4 uger.
Hvilke symptomer er der på diarré?
Idet diarré er karakteriseret ved hyppige afføringer, vil diarré hyppigt ledsages af følgende symptomer:
- Træthed
- Vægttab
- Øget svedtendens
- Hyppig afførring
Hvilke årsager og symptomer er der på akut og kronisk diarré?
Der findes mange årsager til diarré. Akut diarré skyldes som regel en virus eller en bakterie. Akut infektiøs diarré er desuden en af de ledende dødsårsager hos børn i udviklingslande, og det er derfor også en sygdom, som skal tages alvorligt på trods af at mange vil opleve akut diarré og de fleste hurtigt vil komme sig igen. Det anslås at 2,5 mio. dør af akut infektiøs diarré årligt. Der er mange forskellige vira, bakterier og parasitter, som kan medføre akut diarré.
- Infektion i mavetarmkanalen med inflammation: Vira eller bakterier, som eksempelvis salmonella eller campylobacter, kan medføre diarré med inflammation. Disse små mikroorganismer trænger ind i, irriterer og evt. skader slimhinden i tyk- og tyndtarmen, hvilket resulterer i slimet og blodig afføringen. Immunforsvaret vil medvirke i bekæmpelse af infektionen. Infektionen vil ofte medføre feber, mavesmerter og mavekramper. Infektion kan skyldes indtag af forurenet mad eller direkte smitte fra andre inficerede personer og derfor er det vigtigt med god hygiejne i forbindelse med madhåndtering og toiletbesøg.
- Madforgiftning - infektion uden inflammation: Bakterier såsom stafylokokker, clostridium eller salmonella kan medføre vandig diarré, som sjældent er ledsaget af feber og indeholder blod. Ofte er det toksiner (giftstoffer) produceret af stafylokokker, som forurener fødevarer eller drikkevand og derigennem inficerer tarmkanalen. Disse giftstoffer ødelægges ikke så let, så selvom bakterierne bliver dræbt eller maden opvarmes til relativt høje temperaturer, kan de stadig irritere tarmslimhinden og hurtigt forårsage opkast, kvalme og vandig diarré.
Kronisk diarré kan også være forårsaget af en infektion, typisk erhvervet i udlandet, men hyppigt er årsagen ikke en infektion. Kronisk diarré kan skyldes:
- Kroniske inflammatoriske tarmsygdomme som colitis ulcerosa og Crohns sygdom, der giver symptomer som blodig diarré, krampeagtige smerte, evt. uforklarlig feber og påvirket almentilstand.
- Derudover kan kronisk diarré skyldes allergi overfor bestemte fødevare så som gluten, laktose mm. Er dette tilfældet, vil diarré ofte ledsages af oppustethed, kvalme, opkast og utilpashed samt evt. symptomer fra øjne, næse og hud.
- Mere alvorligt er tarmkræft, som også kan manifestere sig ved kronisk diarré.
Hvilke behandlingsmuligheder er der for akut og kronisk diarré?
Først og fremmest skal det nævnes, at en god hygiejne er en vigtig forebyggende faktor overfor mange mikroorganismer, som kan medføre både akut og kronisk diarré. Er der tale om akut diarré vil behandlingen ofte involvere stort væskeindtag for at undgå dehydrering. Det kan anbefales at tilsætte sukker og salt for at øge absorptionen af vandet evt. opblandet med saftevand. Dertil kommer at stivelsesholdige fødevarer har en fordelagtig effekt. Ofte er det ikke nødvendigt med yderligere behandling af akut diarré, da det oftest går over af sig selv. Tabletter med mælkesyrebakterier kan anvendes til at genoprette bakteriefloraen i tarmen ved akut diarré. Ved voldsomme eller turevise mavesmerter og/eller feber anbefales kontakt til egen læge.
Ved kronisk diarré, kan man overveje et lægemiddel kaldet loperamid som reducerer diarré, men det anbefales først at få klarlagt årsagen til den løse afføring inden dette tages i brug. Dette skyldes at diarré forårsaget af en infektion blot vil forværres ved brug af loperamid. Hvis årsagen er fødevareallergi bør mistænkte fødevarer udelades fra kosten. De mere alvorlige tilfælde som inflammatoriske tarmsygdomme eller kræft kræver en anden og mere specifik behandling, som lægen skal tage stilling til. Kronisk diarré skal derfor altid undersøges af lægen, før den rette behandling kan iværksættes.
