Hvad er farveblindhed?
Farveblindhed er en tilstand, hvor man mangler evnen til at skelne mellem bestemte farver. Denne tilstand er ofte stabil gennem hele livet. De to farver som man oftest er født farveblind overfor, er rød og grøn, mens de farver som man ofte har erhvervet farveblindhed overfor, er gul og blå. Et fuldstændig tab af farvesansen er meget sjælden.
Når man er farveblind overfor rød og grøn, vil disse farve optræde som én eller flere grå nuancer. Man er dog sjældent helt farveblind overfor disse farver. Ofte er det blot nogle nuancer af farverne, som man ikke kan skelne imellem, og derfor vil farveblinde personer eksempelvis godt kunne skelne mellem farverne i en lysregulering i trafikken. Cirka 8 % af de danske mænd er farveblinde, mens kun 0,4 % af danske kvinder er farveblinde. Forklaringen på denne forskel finder du nedenfor.
Hvorfor kan man se farver?
Evnen til at se farver beror på nogle specielle nerveceller i øjets nethinde. Nethinden består af to typer nerveceller; stave og tappe. Det er tappene, der gør os i stand til at se alle typer af farver. Tappene inddeles i grønne, blå og røde tappe, og sammen kan de sende signaler til hjernen, der gør, at vi kan se alle regnbuens farver. Tappene stimuleres af lys til at danne kemiske reaktioner via farvefølsomme stoffer, og dette gør os i stand til at skelne mellem farverne. Det betyder, at hvis tappe, der stimuleres af grønt lys, bliver stimuleret samtidigt med tappe, der stimuleres af rødt lys, vil vores hjerne opfatte det som en gul farve. Stimuleres alle tappe samtidigt, da ser vi hvidt.
Hvilke årsager er der til farveblindhed?
Farveblindhed kan opstå af flere forskellige årsager. Nogle mennesker er farveblinde fordi nogle af deres tappe i nethinden ikke fungerer korrekt, mens andre er farveblinde fordi tappene ikke er i normal kontakt med hjernen, så hjernen opfatter farverne forkert. Man kan også mangle ét eller flere farvefølsomme stoffer, og derfor mangle evnen til at opfatte farverne korrekt. Dette er ofte årsagen til medfødt farveblindhed, idet mangel på farvefølsomme stoffer kan skyldes fejl i generne. Disse gener er placeret på X-kromosomet, og de er recessive/vigende gener. Det betyder, at hvis man har et rask gen for farvefølsomme stoffer og et ikke-funktionelt gen for farvefølsomme stoffer, da bliver man ikke farveblind. Men har man kun ikke-funktionelle gener, der gør, at man ikke kan danne farvefølsomme stoffer, da bliver man farveblind.
Mænd har kun ét X-kromosom, og de er derfor mere udsat for at blive farveblind, da deres evne til at skelne mellem farver beror på kun ét gen. Kvinder har to X-kromosomer, og således 2 gener for hvert farvefølsom stof, og de har derfor chancen for at arve et funktionelt og et ikke-funktionelt gen uden at blive farveblind. Derfor er der flere mænd med farveblindhed. Mænds X-kromosom er arvet fra deres mor, og en farveblind dreng har således ofte arvet farveblindheden fra en ikke-farveblind mor.
Farveblindhed kan også være erhvervet. Farveblindhed kan være en følge af øjensygdomme som eksempelvis grå stær, grøn stær eller aldersbetinget forkalkning i øjet. Det kan også skyldes tilstande som multipel sklerose, diabetes, leukæmi og Alzheimers.
Hvilke behandlingsmuligheder er der for farveblindhed?
Der findes i dag ingen muligheder for at behandle eller forebygge medfødt farveblindhed. Det er en tilstand, som man må lære at leve med. Farveblindhed bedres eller forværres ikke med alderen. Hvis farveblindhed skyldes en anden sygdom, kan behandling af den underliggende sygdom nogle gange forbedre tilstanden i øjet. Det er dog afhængigt af, hvor svær sygdommen er.
