Hvad er en hælspore?
En hælspore er en betændelsestilstand i fodsålens bindevævsplade fastbundet til undersiden af hælen, der giver stærke smerter i hælen. Bindevævspladen kaldes også ‘plantarfascien’, og den spreder sig som en vifte fra undersiden af hælbenet frem til tæerne. Ved hælbenet er plantarfascien særligt udsat for at blive påført overbelastning og stor stress, hvilket kan resultere i betændelse. En hælspore er en af de hyppigste årsager til smerte i hælen, og den kan opstå i alle aldre. Det er dog en tilstand, som er mest udbredt efter 40-års alderen, og særligt hyppig hos løbere og militærpersonel.
Hvilke symptomer er der på en hælspore?
En hælspore medfører følgende symptomer:
-
Tiltagende smerte under hælen, ca. 5 cm fra hælens bagkant, og mest udtalt på hælens inderside.
-
Smerten udløses, når man træder ned på foden.
-
Først mærkes smerten kun ved fysisk aktivitet, men senere mærkes den også i hvile.
-
Smerten kan eventuelt stråle frem under foden.
-
Smerten er ofte værst om morgenen og lindres i løbet af dagen. Hvis tilstanden er så slem, at der er smerte selv i hvile, vil smerterne hyppigt være værst om aftenen.
-
Smerten kan forværres, hvis man strækker tæerne opad.
Hvilke årsager er der til en hælspore?
Smerterne forbundet med en hælspore opstår pga. betændelse i plantarfascien. Betændelsen kan være et resultat af flere forskellige tilstande, der har irriteret bindevævspladen. Det kan således opstå som en konsekvens af en række forhold, såsom fejlstillinger og muskelspændinger, kombineret med nogle ydre påvirkninger af patientens hæl, såsom dårligt fodtøj, belastning fra dagligdagsaktiviteter og nogle former for fysisk aktivitet. Alle disse faktorer irriterer bindevævspladen og starter en inflammatorisk reaktion. Fysisk aktivitet, som er forbundet med øget risiko for hælspore, er sportsgrene med mange hop, lange løbeture på hårdt underlag i dårligt fodtøj, og langvarig stand på hårdt underlag. Fejlstillinger, såsom platfod og hulfod, øger også risikoen.
Hvilke behandlingsmuligheder er der til en hælspore?
Man kan forsøge at lindre smerterne, dæmpe betændelsesreaktionen og forhindre fremtidige gener og forværring vha. forskellige teknikker. Hyppigt vil behandlingen af en hælspore være konservativ; dvs. aflastning af foden, alternativ træning og velegnet fodtøj med en hælopbygning og god længdebue. Man kan bl.a. købe støddæmpende hælindlæg til sit fodtøj, som støtter svangbuen og mindsker belastningen af hælen. Man kan også købe en natskinne, som hæver forfoden en smule og monteres om natten. Derudover er det vigtigt at undgå langvarig stand og løb/gang på hårdt underlag. Samtidigt er det godt at strække plantarfascien under foden ud, da det kan lindre smerterne. En måde at udstrække den, er ved at stille sig med forfoden på et trappetrin så hælen er ud over kanten af trinet, og derefter sænke og hæve hælen under og over niveau.
Smerterne kan også lindres kortvarigt ved brug af cremer med smertestillende NSAID, f.eks. Voltaren ®, eller ved direkte injektion af steroider i det ømme område. Hvis ovenstående ikke har nogen gavnlig effekt, hvis det er blevet en kronisk tilstand, eller hvis lægen har mistanke om, at plantarfascien er revet af hælen, da kan en operation komme på tale. En kirurg kan gå ind og løsne plantarfascien fra knoglefæstet på hælbenet.
Hvis man følger sin behandling vil smerterne ofte være væk efter 1-2 år. Mærker man pludseligt smerter igen, er det vigtigt, at man reagerer hurtigt med aflastning, for at det hurtigt kan forsvinde igen.