Hvad er overvægt?
Ifølge World Health Organization (WHO) defineres overvægt og fedme som unormal eller overdreven fedtophobning, der kan forringe sundheden. Fedme fører til øgede sundhedsproblemer og kan reducere den forventede levetid. Antallet af personer der lider af fedme er mere end fordoblet siden 1980 og anslås til at være en af de mest alvorlige problemer for folkesundheden i det 21. århundrede.
Body Mass Index (BMI) er en simpel internationalt kendt matematisk formel, som er almindeligt anvendt til at klassificere overvægt og fedme hos voksne. BMI sammenligner vægt og højde og kan beregnes ved at dividere en persons vægt i kg med kvadratet på hans / hendes højde i meter (kg/m2). BMI er en enkel og brugbar måling for klassificering af fedme, men det er vigtigt at overveje BMI som blot en vejledende guide, da den ikke tager højde for om din vægt er præget af fedt eller muskelmasse.
Ifølge WHO´s definition anses en person med et BMI større end eller lig med 25 kg/m2 for at være overvægtig.
Forhøjet BMI er en stor risikofaktor i forhold til en række sygdomme, såsom hjertekarsygdomme, diabetes, søvnapnø, kræft samt muskel- og skeletsygdomme såsom slidgigt. Risikoen for disse sygdomme stiger jo højere BMI-tallet er, og overvægtige mennesker kan med fordel tabe sig for at forbedre deres sundhedstilstand.
Et eksempel på en fedmerelateret sygdom er slidgigt, hvor fedme direkte påvirker de vægtbærende led; især knæ. Undersøgelser har vist, at slidgigt i knæene er 4-5 gange mere almindelig hos mennesker med forhøjet BMI, end hos personer med en normal BMI. Hvis en person lider af slidgigt, er det af stor betydning, at man taber sig for at stoppe udviklingen.
Hvilke årsager er der til fedme?
Fedme er mest almindeligt forårsaget af en ubalance mellem indtagne kalorier og forbrændte kalorier, hvor overskydende kalorier lagres som fedt i kroppen. En tendens til øget indtagelse af energirige fødevarer samt et fald i fysisk aktivitet ses over hele verden. Usund eller overflod af mad kombineret med lav fysisk aktivitet fører således til overvægt. Derudover findes der mange sygdomme og medicinske præparater, som kan resultere i vægtøgning.
Hvilke behandlingsmuligheder er der for overvægt?
Overvægt kan forebygges hos de fleste mennesker, hvis balancen mellem forbrændte kalorier og kalorieindtag kontrolleres. Livsstilsomlægning i form af et mindre kalorieindtag samt øget fysisk aktivitet er en effektiv behandlingsform for overvægtige.