Omgivet af fest, god musik og glade dage på Skanderborg Festival i 2014 havde Caroline Rytter bemærket, at hun havde en bule ved sit kraveben. Hun havde ingen smerter i bulen, og tænkte i første omgang ikke videre over det, men festede videre med sine venner.
To måneder senere skulle hun til lægen for at få en lægeerklæring til sit kørekort.
Hun bedte lægen om at kigge nærmere på hendes bule, nu hun alligevel var ved lægen. Lægen spurgte, om hun havde været meget syg den seneste periode.
”Jeg svarede, at det havde jeg ikke. Jo, jeg havde været på festival, og det bliver man vel altid lidt syg af,” griner Caroline Rytter.
Stort set ingen symptomer
Med undtagelse af den lymfeknude Caroline Rytter havde ved sit kraveben, havde hun ingen af de symptomer, der normalt sammenkobles med Hodgkins Lymfom.
”Jeg tror, jeg havde svært ved at forstå, at jeg ikke havde oplevet noget af alt det, de spurgte om. De spurgte om vægttab, hudkløe, kraftig sved om natten og flere ting, der kan være tegn på cancer. Jeg havde ikke nogen af dem.”
”Jeg havde været en smule træt, fordi jeg havde gået derhjemme, efter jeg gik ud af gymnasiet, men det var aldrig sådan, at jeg var nødt til at gå ind og tage en eftermiddagslur eller noget,” siger hun.
”Så mister jeg håret”
Caroline Rytter blev sendt til speciallæge, hvor hun fik taget prøver og ultralydsscanning, som hun skulle have svar på en uge senere. Hun tog alene afsted begge gange, da hun i sin vildeste fantasi ikke havde forestillet sig, hvad der ventede hende.
”Min verden ramlede fuldstændig sammen, da han sagde, at han havde en formodning om, at der var kræft i knuden,” siger hun.
”Så mister jeg håret.”
Caroline Rytter med et smil på læben, på trods af, at hun måtte barbere sit hår af. Foto: Privat
Hvorfor mig?
”Mange gange synes jeg man hører, at kræft er forbundet med livsstilssygdomme. Men jeg er jo ung – altså selvfølgelig kan man skeje ud på alle mulige parametre, men det har jeg aldrig gjort, så hvorfor mig? Hvad er det, der gør, at jeg så slår ud?”, spørger Caroline Rytter frustreret.
Videnskaben kender ikke årsagerne til Hodgkins Lymfom, som det er tilfældet ved andre kræftformer. Der findes kun teorier om, hvad der kan føre til sygdommen. Nogle forskere har en mistanke om, at kyssesyge og immundefekter kan være medvirkende til sygdommen, men der findes ingen videnskabelige beviser fra forskningen endnu.
”For mig havde det været bedre, hvis der havde været en grund og en forklaring på, hvorfor det skete. Det havde givet bedre mening,” siger hun.
Gode chancer for helbredelse
Hvis ikke Hodgkins Lymfom behandles, er sygdommen dødelig. Jo tidligere sygdommen opdages, desto bedre chancer er der for, at patienten overlever.
Hodgkins lymfom findes i fire forskellige stadier. Hvis sygdommen opdages i de tidlige stadier, bliver over 90 procent helbredt. Hvis den opdages i de senere stadier, ligger helbredelsesprocenten mellem 70 og 80.
Illustration af de fire stadier. Foto: Danmarks Sundhedspanel
- Stadie 1: Sygdommen er kun påvist i et område med lymfeknuder.
- Stadie 2: Sygdommen er i flere lymfeknuder, men alle lymfeknuderne er på samme side af mellemgulvet. Det vil sige, at de enten er i den øvre del af kroppen eller i den nedre del af kroppen.
- Stadie 3: Sygdommen er i flere lymfeknuder på begge sider af mellemgulvet (både i den øvre OG nedre del af kroppen). Dog har den ikke spredt sig til andre organer end lymfesystemet eller milten.
- Stadie 4: Sygdommen findes udenfor milten eller lymfesystemet, eksempelvis i lunger, lever eller knoglemarv.
Forskellig behandling til forskellige tilfælde
Allerede få dage efter hun fik svar ved speciallægen, blev hun opereret på Rigshospitalet, hvor de fjernede knuden.Det lægerne og Caroline Rytter troede var stadie 1-lymfekræft, viste sig at være stadie 2. Efter operationen blev hun scannet igen, hvor de fandt yderligere tre knuder. En i brysthulen og en på hver side af hendes hals.
Da besluttede lægerne, at de ikke skulle fjernes ved operation som den første. Udover operation kan der også benyttes kemobehandling og stråling, som Caroline Rytter kort efter sin operation startede op på – og dette skulle bekæmpe de tre andre knuder. Det var netop den behandlingsform, hun havde frygtet, for det betød, at hun ville tabe håret.
Hun fik at vide, at hun ville tabe håret efter to måneder. Allerede en måned efter var hun dog så tyndhåret, at hun selv barberede resterne af. Hun blev enig med sin mor om, at hun så mere syg ud med den smule hår, der var tilbage, end hun ville gøre, når de havde barberet det helt af.
”Jeg græd hele vejen igennem, mens min mor gjorde det. Jeg havde ikke lyst til at gå ud ad døren eller se mig i spejlet det første døgn, efter vi havde gjort det. Det så helt forkert ud, og nu følte jeg, at jeg så oprigtig syg ud,” siger hun.
Veninder var bange for at sige noget forkert
Det er sjældent, at unge mennesker rammes af alvorlige sygdomme, og derfor havde Caroline Rytters vennekreds måske også lidt svært ved, hvordan de skulle agere, da deres veninde pludselig havde kræft.
”Jeg havde kun en veninde, jeg følte, jeg kunne tale med det om. Jeg følte, at mine andre veninder havde meget svært ved at håndtere det. Jeg følte, at de trak sig, fordi de var bange for at sige noget forkert,” siger hun.
”Jeg følte mit liv var gået i stå samtidig med, at de andres liv kørte videre derud af. Nogle af dem studerede og andre arbejdede, og jeg sad bare derhjemme og havde ikke noget at give mig til i min hverdag. Jeg skulle have været til Frankrig og have arbejdet på et skihotel hele vinteren, men det gik i vasken. Så jeg følte mig alene. Jeg havde mange dage, hvor jeg blev ked af det,” siger hun.
Rask igen
Personer, der har lidt af Hodgkins Lymfom, kan glæde sig over, at der ikke er noget, der tyder på, at sygdommen vender tilbage, hvis man er så heldig at komme rask ud på den anden side. Det gælder også for Caroline Rytter, som i sommeren 2018 fik at vide, at hun ikke længere skulle til undersøgelser i forbindelse med sit kræftforløb. Efterfølgende ville hun gerne lave noget, hvor hun kunne hjælpe andre syge mennesker. Derfor startede hun som bioanalytiker. Det kunne hun dog ikke gennemføre. Hun var i praktik på et hospital, og var med til undersøgelser af syge patienter. Når der var dårlige resultater, måtte hun ofte ikke fortælle patienterne om dem med det samme.
”Det eneste, jeg måtte sige, var, at billedet var af god kvalitet. Det var for voldsomt for mig, når jeg selv havde stået på den anden side og vidste, at de rigtig gerne ville have et svar,” siger hun.
I stedet er hun nu startet på laborantuddannelsen på Københavns Professionshøjskole, hvor hun også får mulighed for at hjælpe andre mennesker.
