Dårlig søvn kan gøre dig tyk

Dårlig søvn kan gøre dig tyk

Forstyrret søvn ændrer stofskiftet og styrker kroppens evne til at optage fedt.

Vores søvnmønster har stor indflydelse på kroppens helbred. Det har for eksempel altid været usundt for kroppen at skippe søvnen. De lange aftener på sofaen, hvor lækkersulten tvinger os i slikskabet, er i sagens natur heller ikke godt for kroppen. 

Men nu viser det sig, at det ikke kun er de sene måltider, der kan mærkes på sidebenene. Dårlig søvn kan nemlig ændre vores stofskifte, så kroppen har nemmere ved at oplagre fedt. Det viser et nyt eksperiment fra Uppsala Universitet i Sverige, der er publiceret i tidsskriftet Science Advances.

 

Vigtigere end man tror

I Eksperimentet fik 15 personer undersøgt deres blod og deres fedt- og muskelvæv to gange. Første måling fandt sted efter en normal nats søvn, mens anden måling blev foretaget, efter at forsøgspersonerne havde holdt sig vågne en hel nat.

 

Forskerne kunne især måle tre bivirkninger ved manglen på søvn:

1. Fedtvævet i kroppen var i højere grad i stand til at optage fedtstoffer og endda formere sig.

2. Kroppen producerede færre strukturelle proteiner, som sørger for at vedligeholde og opbygge muskelmasse.

3. En øget inflammation i kroppen, som giver forhøjet risiko for type 2 diabetes.

Jonathan Cedernaes, en af forskerne bag eksperimentet, fortæller, at resultatet understreger, hvor uerstattelig en funktion søvnen har. 

”Søvn er ikke kun til for at opbygge energi. Den har mange funktioner,” siger han.  

 

Skruen uden ende

Eksperimentets resultat kaster ikke bare lys over vigtigheden af søvn. Det lægger sig også i forlængelse af en gennemgang fra 2017 af 28 forskellige undersøgelser, der konkluderede, at folk med fast natarbejde har 29 procent større risiko for at blive overvægtige end de af deres kolleger, der roterer mellem nat- og dagsarbejde. 

Resultatet af det svenske eksperiment sætter også en streg under risikoen for at en ond cirkel kan opstå. Udover at dårlig søvn øger risikoen for overvægt, så har overvægt nemlig vist sig at øge risikoen for ’søvnapnø’ – et vejrtrækningsproblem, der forstyrrer søvnen yderligere. Med andre ord: skruen uden ende. 

Sund kost og motion kan muligvis modvirke den dårlige udvikling, fortæller Jonathan Cedernaes. Det kræver dog mere forskning, før man med sikkerhed kan sige, om manglende søvn har samme effekt på kroppen over en længere periode. 

Kilder

1. https://videnskab.dk/krop-sundhed/lille-studie-kobler-daarlig-soevn-med-fl…
2. https://www.theguardian.com/lifeandstyle/2018/aug/22/poor-sleep-makes-peop…
3. https://www.ncbi.nlm.nih.gov/pubmed/18517032
4. https://www.sciencedaily.com/releases/2017/10/171004084933.htm

Seneste sundhedsnyheder

Alle sundhedsnyheder
Vent!
Det tager kun 2 minutter.
Vil du have muligheden for at deltage i forskningsforsøg?
Gratis og uforpligtende · mere end 65.000 medlemmer
Ja, tilmeld mig!
Måske senere
Sundhedspanel

Hjælp forskningen igennem Sundhedspanel

Danmarks Sundhedspanels formål er at fremme sundhed gennem forskning, og vi har derfor brug for din hjælp. Du kan hjælpe ved at tilmelde dig Danmarks Sundhedspanel, og dermed blive mulig forskningsdeltager. Du vil kun blive kontaktet, hvis din sundhedsprofil passer til et kommende forskningsprojekt.

Opret sundhedsprofil