En lille smule sukker forbedrer ældres hukommelse

En lille smule sukker forbedrer ældres hukommelse

Hvis du er 65, kan sukker, ifølge ny forskning, være med til at forbedre forskellige funktioner i hjernen. Det samme gør sig dog ikke gældende, hvis du er yngre.

Der er ingen tvivl om, at for meget sukker er usundt. Men en lille mængde sukker har vist sig at forbedre hukommelsen, samt andre funktioner, hos ældre. Det fastslår et nyt studie udført af forskere fra det engelske universitet University of Warwick.

Udover en forbedret hukommelse, fører en lille smule sukker også til mere motivation og højere humør hos ældre. De forbedringer kommer af kortvarig forøget blodsukker, som sukkerindtag medfører.

Forskerne gav en drik med en lille mængde sukker til to forskellige grupper af forsøgspersoner – en ung gruppe, hvor medlemmerne var 18 til 27 år, og en ældre gruppe af 65 til 82-årige.

Efter de havde drukket væsken med glukose – altså druesukker – blev forsøgspersonerne sat til at løse forskellige opgaver, der testede deres hukommelse. Der blev også udvalgt en kontrolgruppe, der fik en væske med kunstigt sødemiddel i stedet for sukker for at teste, om det var sukkeret, der gjorde forskellen. 

 

Gør ingen forskel på unges hukommelse

Det viste sig, at forsøgspersonerne i ældregruppen scorede højere i hukommelsestestene, hvis de havde fået et skud sukker i blodet lige inden. Udover at få bedre resultater i prøverne, kunne forskerne også ved hjælp af en humørtest konstatere, at de ældre var i et bedre humør efter sukkerindtaget.

Hos de 18 til 27-årige var der ingen forskel på hverken hukommelsens ydeevne eller humøret efter sukkerindtaget. Til gengæld var der én ting, som blev forbedret hos både de unge og de ældre i studiet; begge grupper blev mærkbart mere engagerede i opgaven, efter at deres blodsukker blev forhøjet.

 

Resultatet skal ikke undervurderes

Særligt den forøgede motivation hæftede forskerne bag studiet sig ved. En af grundene til dette er, at ældre bedre vedligeholder deres kognitive evner, herunder hukommelsen, hvis de sørger for at udfordre hjernen – man kan sige, at de holder den stærk ved at træne den, som var den en muskel. Derfor er det ifølge forskerne vigtigt, at vi nu ved mere om, hvordan man motiverer ældre.

”Igennem årene har forskning allerede vist, at dét at engagere sig i svære kognitive opgaver er en forudsætning for at opretholde de kognitive færdigheder hos ældre. Derfor må vi ikke undervurdere dét at kunne afdække mekanismerne, der fører til ældre voksnes niveau af engagement”, siger Konstantinos Mantantzis fra University of Warwick i en pressemeddelelse.

 

Må man så bare spise løs?

Tidligere forskning viser, at forhøjet blodsukker øger ældres egen vurdering af deres selvtillid og humør. Og resultatet af det nye studie kan være med til at forklare årsagen – nemlig den øgede motivation, der kommer med sukkerindtaget.  

Hvis du er over 65 år, betyder alt dette dog ikke, at du bare kan spise løs af sukkerholdige madvarer. Forskerne understreger, at mere forskning er nødvendig, før man kan sige, om sukker er sundt – og sukker i store mængder er stadig noget man skal passe på med.

Seneste sundhedsnyheder

Alle sundhedsnyheder
Vent!
Det tager kun 2 minutter.
Vil du have muligheden for at deltage i forskningsforsøg?
Gratis og uforpligtende · mere end 65.000 medlemmer
Ja, tilmeld mig!
Måske senere
Sundhedspanel

Hjælp forskningen igennem Sundhedspanel

Danmarks Sundhedspanels formål er at fremme sundhed gennem forskning, og vi har derfor brug for din hjælp. Du kan hjælpe ved at tilmelde dig Danmarks Sundhedspanel, og dermed blive mulig forskningsdeltager. Du vil kun blive kontaktet, hvis din sundhedsprofil passer til et kommende forskningsprojekt.

Opret sundhedsprofil