Mette Andersen er 34 år, men allerede i en alder af fire oplevede hun sit første voldsomme astmatiske anfald. "Jeg blev rigtig bange, og min mor blev utrolig bange. Det var en drastisk oplevelse, som står mig meget klart i hukommelsen", fortæller Mette Andersen, som lider af astmatisk bronkitis.
- Navn: Mette Andersen
- Alder: 34 år
- Bopæl: Frederikssund
- Arbejde: Hjemmegående, uddannet tandlæge.
- Sygdom: Astmapatient og blødersygdom
At være astmatiker
Hun fik derfor sin diagnose i en alder fire år. Mette Andersen eller familien havde ingen kendskab til astma, og de kendte heller ingen, som havde det. Hun havde faktisk affundet sig med hele situationen, dengang diagnosen blev stillet, og syntes også det var ret sjovt. Grunden til dette var i høj grad, at de andre børn fandt iltmasken og astmainhalatoren spændende, derved følte Mette Andersen sig ikke begrænset. Denne følelse skulle dog vise sig hurtigt at forsvinde igen. Mette Andersen begyndte tidligt at interessere sig for svømning, og hun havde også talent for det. "Jeg var jo rigtig glad for svømning og blev landsmester, Danmarksmester og Europamester, men måtte se mig slået på målstregen af astmaen. Det gjorde utroligt ondt, og jeg var rigtig ked af det. Det føltes urimeligt, at jeg måtte opgive noget, der betød så meget for mig", fortæller Mette Andersen med nedtrykt stemme. Begrænsningerne og smerten i forhold til astmaen har dog endnu ikke nået sit højdepunkt endnu i Mette Andersens liv.
Astma kan angribe alle aldersklasser, men 50 procent af tilfældene ses hos børn under 10 år.
Familie
Meget har ændret sig, siden Mette Andersen var en lille pige, og i dag kender hun mange i hendes omgangskreds samt familie, som også lider af astma. Når der opstår astmaanfald, har Mette Andersen heldigvis altid sin medicin tæt ved hånden. Følelsen af ubehag og skræk er dog noget helt andet. "Det er helt vildt ubehageligt. Følelsen af at blive kvalt og manglen på luft er helt vildt skræmmende. Også som voksen. Men som mor når man ser sit barn få et anfald, er den mest forfærdelige følelse i verden". Mette Andersen lever sammen med sin mand og to drenge på henholdsvis syv og to år. Alle fire lider af astma, men den yngste på to år er ramt i så alvorlig en grad, at han ofte er indlagt
Danskerne mangler oplysning
Der mangler i dén grad oplysning og opmærksomhed omkring astma, og særligt at der findes flere forskellige grader af astma. "De fleste mennesker tror jo, at astma ikke er noget særligt, at man blot skal have et sug i sin inhalator. Men sådan er det jo slet ikke, det fratager børn og voksne mange af livets gode muligheder", siger den 34-årige mor med en bestemt stemme. Mette Andersens ældste dreng elsker fodbold og ville rigtig gerne dyrke sporten, ligesom alle hans venner i SFO’en, men kan ikke pga. astmaen. "Der er jo begrænsninger, fordi mine drenge ikke kan alt det, som de andre kan. De er anderledes, og skiller sig derfor ud på en negativ måde. Det er faktisk blevet så slemt, at min store dreng til tider ikke vil tage sin medicin. Han skammer sig meget over det, og tager derfor altid sin medicin på badeværelset for at skjule det. Ikke nok med det bliver han også mobbet i skolen, fordi han f.eks. ikke kan holde til at være med til fodbold. Det er rigtig hårdt at se, og det skærer mig i hjertet, hver gang, jeg skal slås med ham omkring hans medicin", fortæller Mette Andersen med sørgmodig stemme.
En mors mareridt
Gennem Mette Andersens levetid er det kommet fuldstændig bag på hende, at der findes så mange grader af astma. Gradernes alvorlighed er også kommet helt tæt ind på livet af hende og familien. Hendes yngste søn på to har nemlig en så alvorlig grad af astma, at han har været ved at dø af det. Han har i sit korte liv været indlagt på intensivafdeling alt for mange gange og får i dag også væksthormoner, så hans lille krop kan følge med til alt den astmamedicin, han skal have. "Det er jo også pga. min yngstes søn alvorlige astma, at jeg er nødsaget til at være hjemmegående. Vi får ingen hjælp af det offentlige, og det er hårdt for os alle både fysisk og psykisk. Selvom lægerne flere gange har hentydet til, at vores søn ikke ville klare det, har vi været ved hans side og støttet ham. Han er en rigtig lille fighter", fortæller Mette Andersen. Mette Andersen er ikke et sekund i tvivl om, at man skal have mere opmærksomhed, oplysning og klinisk forskning omkring astma. "Tænk engang, hvor meget vi ville kunne hjælpe hinanden. Hjælpe spædbørn, børn og voksne, hvis vi dog bare gad at være lidt aktive i forhold til klinisk forskning", siger Mette Andersen.
Det er yderst vigtigt, at man tager den forebyggende astmamedicin.
Hvis ikke, kan det være en årsag til forværring af astmaen.
Klinisk forskning
Mette Andersen går 100 procent ind for klinisk forskning og kan absolut ikke forstå, at der ikke er flere i den danske befolkning, som melder sig frivilligt. "Jeg har flere gange deltaget i kliniske forskning og været forsøgsperson. Nu har jeg selv astma og blødersygdom, og hvis jeg kan bidrage til at gavne forskningen, så vil jeg rigtig gerne det, fortæller Mette Andersen meget entusiastisk. Hun er af den holdning, at hvis hun bare kan hjælpe en smule, også selvom det måske ikke er en sygdom, hun har, vil hun med glæde bidrage. Hun tror, at én af de største årsager til, at folk ikke melder sig, er, at de ikke tænker aktivt over det. "Der burde være opskrivningslister ved egen læge, hvor du kan melde dig som forsøgsperson. Dét, at folk skal sidde i stuen og selv tage det aktive valg, sker meget sjældent. Det er simpelthen så vigtigt, at folk melder sig, så videnskaben kan komme videre med deres forskning og redde liv. Jeg synes, det er mere vigtigt end man putter en 20’er i bøtten for at støtte en bestemt organisation. Vi vil jo gerne påstå, at vi lever i et land med et velfærdssamfund, men hvis vi ikke hjælper hinanden aktivt, som f.eks. klinisk forskning, kan det jo aldrig fungere, fortæller Mette Andersen.
Naboen kan gøre det
Hun vil dog gerne erkende, at ordene klinisk forskning til dels lyder lidt skræmmende. "Ja, det lyder i første omgang, som om man skal være en lille rotte på et bord. Men sådan forholder det sig slet ikke, det er bestemt ikke skræmmende, og jeg har ofte haft mange sjove og gode oplevelser som forsøgsperson", fortæller den 34-årige mor. Hun påpeger også, at der selvfølgelig er nogen, som er bange for nåle, og så er der dem, der synes, det er for besværligt og tidskrævende. "Det er fair nok at være betænkelig, ingen har lyst til, at man skal udsættes for smerte. Det er bare ikke sådanne tanker, man skal have, fordi det er bestemt ikke smerte, man bliver udsat for. Og dem, der vælger det fra, fordi det er for tidskrævende, det er simpelthen fis i en hornlygte. Hvis alle tænker, at det er noget, naboen kan gøre, får vi jo ingen konkrete videnskabelige fremskridt. Tænk, at man kan hjælpe med at bidrage til, at f.eks. dit barn, barnebarn, din nabo, din veninde kunne blive reddet fra en alvorlig sygdom. Det sætter tankerne i gang", fortæller Mette Andersen med en alvor i stemmen.
Forsøgsperson
Mette Andersen har siden barnsben gerne ville hjælpe, hvor hun kunne. Som lille gav hun eksempelvis gerne lov til, at nye sygeplejerske skulle tage blodprøver på hende. Dén hjælpsomhed har hun ikke mistet. Et andet meget tydeligt eksempel på, at Mette Andersen går meget ind for klinisk forskning optræder ved hendes anden graviditet. "Jeg sad og ventede på at komme ind til lægen, og som så mange andre læste jeg de utallige brochurer, der nu ligger fremme ved alle ventestuer. Jeg faldt så over denne ene brochure, hvor de søgte gravide forsøgspersoner. Det var for at hjælpe de mange kvinder, der mister deres børn ved for tidlig fødsel eller mister fosteret. Jeg læste selvfølgelig også den meget lange beskrivelse af, at det ikke var farligt, og helt sikkert for barnet. Så jeg forhørte mig inde ved lægen, og sagde, jeg gerne ville melde mig. Lægen blev utrolig glad og fortalte, at ingen havde meldt sig. Det kunne jeg ikke forstå, og det var bestemt en god oplevelse. Undersøgelsen var nemmere end en gynækologisk undersøgelse, og jeg fik tilmed en helt masse skønne billeder af mit barn, som jeg ellers ikke ville have fået. Jeg blev faktisk behandlet som en dronning, så det var en alletiders oplevelse for mig", fortæller Mette Andersen.
Danmarks Sundhedspanel
Mette Andersen sidder ofte ligesom så mange andre danskere ved computeren og søger på nettet, når en sygdom rammer familien. "Jeg surfede rundt, og var inde på en hel del forskellige sider, da jeg pludselig faldt over Sundhedspanelet. Det så rigtig spændende ud, så jeg begyndte at læse de forskellige ting, fortæller Mette Andersen. Hun blev i særdeles vågen, da hun så, Danmarks Sundhedspanel søgte frivillige til klinisk forskning. Hun meldte sig straks, og er glad for at hun igen har muligheden for at bidrage og gøre en forskel. "Det er dejligt at se Danmarks Sundhedspanel, gør noget for os. Det er så vigtigt, at vi hjælper til og hjælper hinanden. Ellers kommer vi ingen vegne, men dét at jeg måske bidrager til dette kan muligvis gøre, at min lille dreng får et nemmere liv", fortæller Mette Andersen afsluttende med en optimisme og forhåbning i stemmen.
