Epilepsi
Epilepsi er en kronisk lidelse, der er præget af epileptiske anfald forårsaget af forstyrrede elektriske impulser i hjernen. Det normale mønster for nerveaktivitet bliver forstyrret, hvilket forårsager mærkelige fornemmelser, følelser og adfærd, eller nogle gange kramper, muskelsammentrækninger og bevidstløshed.
Det er ikke ualmindeligt for folk med epilepsi, især børn, at udvikle adfærdsmæssige og følelsesmæssige problemer i forbindelse med anfald. Det er en yderst invaliderende sygdom, bl.a. fordi anfaldene kan komme uden varsel, og symptomerne på et anfald kan være meget skræmmende for patienten selv og vedkommendes pårørende. For mange mennesker med epilepsi begrænser risikoen for anfald deres frihed, uafhængighed og fritidsaktiviteter.
Epilepsi kan være en livstruende tilstand. Nogle epileptikere er i særlig risiko for unormalt langvarige anfald eller pludselige, uforklarlige dødsfald. Der er i øjeblikket ingen mulighed for helbredelse. Epilepsi behandles med medicin, som forsøger at forebygge anfald, og evt. med en operation, der forsøger at fjerne en bagvedliggende årsag.
Ny forskning
Tidligt i forskningsprocessen undersøgte forskerne, hvilke forskellige forbindelser, der kunne stoppe et specifikt inflammatorisk molekyle i neuroner. Her fik de særligt øje på en bestemt forbindelse, som virkede på epilepsi. Forbindelsen, kaldet LAU0901, blev i studiet testet på musemodeller med epilepsi, hvor det viste at kunne forhindre anfald og deres skadevoldende effekter på nervecellernes dendritter, som er vigtige for kommunikationen mellem nerveceller.
Hos epileptikere skades disse strukturer og danner nye forbindelser, så der kan ses et nyt kredsløb i hjernen, som let aktiveres og derfor er sårbare for anfald. Forskerne kunne observere i helt op til 100 dage efter behandlingen, at dendritterne på nervecellerne blev bevaret, hvilket antydede, at udvikling af epilepsi var blevet standset. LAU kan blokere en neuro-inflammatorisk signaleringsreceptor, som resulterer i beskyttelse af dendritterne, hvilket nedsætter følsomheden af receptorerne og dermed indsættelsen af anfald.
Den kemiske forbindelse skal undersøges og testes yderligere, evt. i kliniske forsøg for at teste dens virkning i mennesket. De fleste nuværende medikamenter mod epilepsi har fokus på symptomerne og ikke sygdommen i sig selv. Ved at forstå den mulige terapeutiske anvendelse af de kemiske forbindelser, som forstyrrer udvikling af epilepsi, er det måske ikke usandsynligt, at vi i fremtiden får mulighed for at behandle patienter med risiko for epilepsi.
Kilde
