Hold øje med 11 tegn på lavt stofskifte

Hold øje med 11 tegn på lavt stofskifte

Lavt stofskifte kan føre til problemer som forstoppelse, tør hud, hårtab og dårlig hukommelse. Men hvordan kan du vide, om du lider af tilstanden, og hvad kan du gøre for at undgå den?

Har du tør hud, nedsat appetit eller tyndt hår, kan det være tegn på, at du lider af lavt stofskifte. Den almindelige tilstand påvirker nemlig alle organer i kroppen og har derfor et væld af symptomer. De mest hyppige er træthed og kuldskærhed samt gener fra muskler og led.

Det er svært at måle, hvor mange der lider af lavt stofskifte, der også kaldes hypothyreose, men forskellige befolkningsundersøgelser har anslået, at op til 10 % af den danske befolkning har stofskifteproblemer – herunder lavt stofskifte. Det opstår omkring fem til ti gange oftere hos kvinder end hos mænd, og hver tiende kvinde lider af lavt stofskifte.

 

Her er de 11 mest almindelige symptomer på lavt stofskifte:

  • Ekstrem træthed
  • Kuldskærhed
  • Nedsat appetit
  • Vægtøgning
  • Væskeophobning
  • Forstoppelse
  • Tør og ru hud
  • Hæs og dyb stemme
  • Tyndt hår
  • Langsom puls
  • Nedsat hukommelse

Alle symptomerne optræder sjældent hos den samme person. Derfor kan du ikke bruge det som en sikker tjekliste, for du kan sagtens have lavt stofskifte og kun have nogle af symptomerne. De fleste oplever dog træthed, kuldskærhed og led- og muskelgener i forbindelse med tilstanden. Forskning viser desuden, at ældre mennesker har færre symptomer end andre.

 

Hvorfor får man lavt stofskifte?

Den mest almindelige årsag til lavt stofskifte er betændelse i skjoldbruskkirtlen – også kaldet Hashimotos thyreoditis. Det er stadig ikke fuldstændig belyst, hvordan betændelsen opstår, men det kan både skyldes arvelige og miljømæssige forhold. Skjoldbruskkirtlen danner hormonerne T3 og T4, der stimulerer cellernes stofskifte. Hvis skjoldbruskkirtlen bliver beskadiget, vil den ikke længere stimulere stofskiftet korrekt. I stedet kommer der et underskud af T3 og T4 i kroppen, og stofskiftet vil derfor blive nedsat.

Udover T3 og T4 er hypofysens hormon TSH også med til at regulere stofskiftet. Hvis hjernen finder ud af, at der er behov for mere stofskiftehormon, udskiller hjernen TSH. Men hvis skjoldbruskkirtlen er beskadiget, er hjernens hormoner sjældent tilstrækkelige, og derfor udvikles et lavt stofskifte. Lægen kan bruge en blodprøve til at måle mængden af TSH og T4 i kroppen og dermed diagnosticere lavt stofskifte.

 

Den usynlige sygdom

Selvom lavt stofskifte kan føre til en masse forskellige gener, ved mange slet ikke, at de har det. Derfor skal du tage til lægen og blive undersøgt, hvis du har en mistanke om, at du har lavt stofskifte. Det er nemlig kun en lille andel af dem, der har stofskifteproblemer, der er i behandling.

Mange af symptomerne for tilstanden kan forveksles med livstilssygdomme – for eksempel symptomer som overvægt og træthed – men vil ikke blive forbedret af livsstilsændringer.

 

Her er, hvad man kan gøre mod lavt stofskifte:

Hvis du tidligere har været behandlet med stofskiftemedicin, operation eller radioaktivt jod for en sygdom i skjoldbruskkirtlen, har du en øget risiko for at udvikle lavt stofskifte. I dette tilfælde anbefales det, at du får undersøgt skjoldbruskkirtlens funktion en gang om året.

Lavt stofskifte er ikke en livstilssygdom og kan altså ikke behandles med motion eller kostændringer. Men derfor er det selvfølgelig stadig en god idé at have en sund livsstil.

Behandlingen for lavt stofskifte er hormontabletter, der indeholder T4 og sjældne tilfælde T3. Undersøgelser har ikke vist forskel på, om der behandles med T3 eller T4, men det debatteres stadig, hvilken type medicin, der fungerer bedst. Lavt stofskifte varer hele livet – medmindre det skyldes en sygdom, der kun giver kortvarigt lavt stofskifte – og hvis du får sygdommen, skal du tage medicin resten af livet for at undgå generne.

Du kan se frem til at leve et normalt liv, så længe du fortsætter behandlingen. Der kan dog komme symptomer på højt stofskifte ved overmedicinering, og det kan nogle gange tage lidt tid at finde den rigtige mængde medicin.

Kilder

1. https://www.sundhed.dk/sundhedsfaglig/laegehaandbogen/endokrinologi/tilsta…
2. http://www.thyreoidea.dk/fakta/for-lavt-stofskifte.html
3. http://www.carolinefibaek.dk/lavt-stofskifte-sa-skal-du-se-det-her/
4. https://www.netdoktor.dk/sygdomme/fakta/stofskiftelavt.htm

Seneste sundhedsnyheder

Alle sundhedsnyheder
Vent!
Det tager kun 2 minutter.
Vil du have muligheden for at deltage i forskningsforsøg?
Gratis og uforpligtende · mere end 65.000 medlemmer
Ja, tilmeld mig!
Måske senere
Sundhedspanel

Hjælp forskningen igennem Sundhedspanel

Danmarks Sundhedspanels formål er at fremme sundhed gennem forskning, og vi har derfor brug for din hjælp. Du kan hjælpe ved at tilmelde dig Danmarks Sundhedspanel, og dermed blive mulig forskningsdeltager. Du vil kun blive kontaktet, hvis din sundhedsprofil passer til et kommende forskningsprojekt.

Opret sundhedsprofil