Kan søvnmangel helbredes over internettet?

Kan søvnmangel helbredes over internettet?

Det er nu muligt at blive behandlet online for søvnbesvær. Et nyt program er blevet tilgængeligt for alle over hele verden, der lider af søvnbesvær – så længe du har en computer med internet, så kan du starte et forløb, der indeholder skræddersyet kognitiv terapi, der lærer dig at sove bedre.

Hvad er søvnløshed?

Søvnløshed, også kaldet ’insomni’, er en tilstand, hvor man selv føler, at ens søvn er utilstrækkelig. Tilstanden kan skyldes flere forskellige former for søvnproblemer. Det kan være indsovningsbesvær, gennemsovningsbesvær og/eller tidlig opvågning. Tilstanden kan både være akut og kronisk. Ca. 10-20 % af befolkningen i Danmark lider af kronisk insomni - dvs. søvnbesvær minimum 3 nætter om ugen over en periode på minimum 3 måneder.

 

Behandling af søvnløshed

I mange tilfælde leder søvnmangel til et overforbrug af sovetabletter, hvilket kan gøre det endnu mere problematisk at genskabe sit normale søvnmønster igen. Behandling af insomni har taget afstand til brugen af sovepiller, og har i stedet for fået stort fokus på kognitiv terapi. Denne behandling dækker over mange komponenter, herunder søvnrestriktion, stimuluskontrol, døgnrytmekonsolidering, afslapningsteknikker og eventuelt lysbehandling og har vist sig at være langt mere effektiv end sovepiller. Den kognitive terapi fungerer ved at hjælpe én med at identificere og forandre de tanker, vaner og handlinger, som forårsager eller forværrer søvnbesværet. Således vil man blive i stand til at overkomme det underliggende problem, som forårsager søvnbesværet, således man vil være i stand til at få en god nattesøvn selv efter behandlingens ophør.

 

Hvad er SHUTi?

En ny måde at behandle søvnbesvær, er det såkaldte ’SHUTi’. Dette er et program, som bygger på videnskabelige valide metoder og er skabt på baggrund af succesfulde teknikker, brugt ved normal kognitiv ’ansigt-til-ansigt’ terapi mod insomni. Det er et program, som man kan bruge i sit eget hjem, hvor man føler sig komfortabel. SHUTi står for Sleep Healthy Using the Internet. Programmet består af en struktureret seksugers terapibehandling for voksne med insomni, og det hele klares online fra ens egen computer. Det er efter sigende et meget ligetil program, der er let at følge.

Programmet involverer forskellige trin, herunder først en forklaring på, hvordan man bruger det, og derefter en session, hvor man vurderer sine søvnproblemer, og de mål man har med behandlingen. Således vil programmet blive tilrettelagt efter ens søvnmønster, problemer og mål. Over en periode på seks uger, vil der hver uge blive introduceret et nyt koncept, som fokuserer på forskellige metoder til at forbedre kvantitet og kvalitet af ens søvn. En session tager ca. 45-60 min. at gennemføre, og de efterfølgende seks dage skal man forsøge at indføre den nye strategi eller teknik i sin dagligdag. Hver dag skal man svare på et spørgeskema, der tager ca. tre minutter, som en slags dagbog over ens søvn, og programmet bruger ens svar til at give den individuelle de bedste råd. Både før og efter forløbet, vil man have et møde med en læge, der først og fremmest afgør om denne behandling vil være effektiv i det enkelte tilfælde eller ej, og efter programmet til en snak om, hvordan forløbet har været, og hvad næste trin skal være.

 

Hvad viser undersøgelser af SHUTi?

SHUTi er blevet testet på en gruppe forsøgspersoner. Der var 45 deltagere, hvoraf 22 gennemgik SHUTi-programmet, mens den anden halvdel ikke gjorde. De, som gennemgik behandlingsprogrammet, vågnede færre gange om natten, og den tid, de var vågne om natten, blev markant reduceret. De, som ikke modtog behandlingen, oplevede ingen forandringer. Selv efter seks måneder kunne de 22 forsøgspersoner, som havde gennemført SHUTi, mærke en forbedring af deres søvn.

Et andet studie undersøgte 303 personer, hvoraf halvdelen havde enten en medicinsk eller psykisk sygdom. Efter at have gennemført SHUTi kunne 70 % melde tilbage, at deres søvn var forbedret signifikant, og efter et år led over halvdelen af deltagerne ikke længere af insomni. Derudover virkede behandlingen signifikant bedre end en behandling med læsemateriale fra online hjemmesider, der indeholdt gode råd mod søvnproblemer. Faktisk var fordelene ved SHUTi sammenlignelige med de fordele, som er blevet observeret fra undersøgelser af den normale kognitive terapi, der involverer en ansigt-til ansigt behandling af insomni.

Programmet menes således at kunne hjælpe en gruppe af de patienter, som lider at insomni, men der vil dog fortsat være brug for behandlere der yder ”ansigt-til-ansigt” kognitiv terapi. Denne terapi er dog begrænset, og ved at nogle kan behandles over internettet, vil køen til den mere menneskelige behandling formentlig blive reduceret.

 

Kilder:

1. https://pro.medicin.dk/sygdomme/sygdom/318149

2. https://www.sundhedsguiden.dk/da/temaer/alle-temaer/soevnproblemer/generelt-om-soevnproblemer-og-traethed/Insomni/

3. http://www.sleepmanagement.md/sleepdisorders/Insomnia/SHUTICognitiveBehaviorTherapy.aspx

4. http://abcnews.go.com/Technology/story?id=8018919&page=1

5. https://news.virginia.edu/content/study-online-insomnia-program-can-improve-sleep-many

Seneste sundhedsnyheder

Alle sundhedsnyheder
Vent!
Det tager kun 2 minutter.
Vil du have muligheden for at deltage i forskningsforsøg?
Gratis og uforpligtende · mere end 65.000 medlemmer
Ja, tilmeld mig!
Måske senere
Sundhedspanel

Hjælp forskningen igennem Sundhedspanel

Danmarks Sundhedspanels formål er at fremme sundhed gennem forskning, og vi har derfor brug for din hjælp. Du kan hjælpe ved at tilmelde dig Danmarks Sundhedspanel, og dermed blive mulig forskningsdeltager. Du vil kun blive kontaktet, hvis din sundhedsprofil passer til et kommende forskningsprojekt.

Opret sundhedsprofil