Hvad er bulimi?
Bulimi hører ind under de psykiske sygdomme og er præget af overspisningsepisoder i skift med efterfølgende udrensning i form af opkast, overdreven motion eller indtag af afføringsmidler. Bulimipatienter har i de fleste tilfælde et lavt selvværd og føler magtesløshed i situationen. Derfor bliver bulimi også i langt de fleste tilfælde behandlet med adfærdsterapi. Forskere fra Karolinska Instituttet i Sverige har fundet ud af, at bulimi potentielt kan behandles med almindelige p-piller.
P-piller som behandlingsmulighed?
”Vi kunne påvise, at en tredjedel af de kvindelige patienter med bulimi havde metaboliske sygdomme, som kunne forklare udviklingen af bulimi. Disse metaboliske sygdomme er ofte et resultat af en hormonel ubalance”, forklarer Dr. Sabine Naessen.
Hvad bygger antagelserne på?
Bulimi er en af de hyppigste spiseforstyrrelser og optræder ti gange hyppigere hos kvinder end hos mænd. I de fleste tilfælde mener man, at udviklingen af sygdommen er psykologisk betinget og kan behandles med en kombination af antidepressive lægemidler og kognitiv adfærdsterapi. Men resultaterne viser nu, at bulimi ikke bare er noget der opstår i hovedet på patienterne, men at det er et samspil af hormoner, gener og psykiske komponenter.
I blodprøverne af patienterne kunne der påvises en højere koncentration af det mandlige kønshormon testosteron og lavere koncentrationer af det kvindelige kønshormon østrogen. Testosteron er et hormon, der blandt andet indgår i appetitreguleringen, og øgede mængder testosteron kan føre til en forstærket følelse af sult og appetit.
Er det en alternativ behandlingsmulighed?
Koncentrationen af hormonet testosteron kan sænkes ved at indtage østrogenholdige lægemidler – p-piller. I forsøgene af Dr. Sabine Nasessens studie viste det sig, at lysten til fedtrige og sukkerrige fødevarer aftog og at mæthedsfornemmelsen i halvdelen af patienterne efter kort tid blev normaliseret. Tre patienter blev endda kureret af den tremånedlige behandling med p-piller.
”Der ses en meget god effekt med hormonbehandlingen, som kan være et godt alternativ, hvis kognitiv adfærdsterapi ikke kunne hjælpe i tilstrækkelig grad”, påstår Dr. Naessen.
