“Vi skal nok gøre det så behageligt for dig i de sidste to uger, du har tilbage.”
Sådan lød beskeden til 27-årige Mark Wood i maj måned sidste år, da han fik konstateret fremskredet kræft i leveren.
Hvad er leverkræft?
Kræft der udspringer i leveren er meget sjældent; der er kun omkring 350 tilfælde i Danmark om året. Normalt når patienter har kræft i leveren, er det kræft, der er startet et andet sted, som så har bredt sig til leveren. Symptomerne er nattesved, let feber, kuldegysninger og almen træthed i kroppen. Man ved meget lidt om, hvad der forårsager leverkræft.
Skrumpelever er en tilstand i leveren, der kædes sammen med højt alkoholforbrug eller hepatitis B og C, som kan lede til leverkræft. En anden sygdom, som kan lede til skrumpelever, og dermed i sidste ende leverkræft, er hæmokromatose (ophobning af jern i kroppen grundet et sygt gen).
Den sygdom Mark Wood led af var genetisk. Den opstår på grund af en genfejl, som gør, at kroppens reguleringsmekanismer omkring optagelse af jern fejler. Efter et stykke tid, vil der ophobes frit jern i kroppen, som er skadeligt for organerne.
Fanger man leverkræft tidligt, kan det opereres væk, og så kan leveren gendanne sig selv. Det kan også behandles med radiobølger, der sendes direkte ind i svulsten, men det kræver også, at den fanges tidligt. Alle cellerne i hans lever var inficeret med kræft, så det var ikke en mulighed.
Var der tid nok til en transplantation?
Den eneste udvej var at få en transplantation. En proces der normalt tager omkring tre uger fra, at der overhovedet er fundet en donorlever, hvilket i sig selv oftest tager endnu længere tid. Tre uger var lægerne dog ikke sikre på, at Mark Wood havde tilbage at leve i.
Levertransplantationer bliver oftest betragtet som sidste udvej. Leveren indeholder rigtig meget blod, som besværliggør operationen. Derudover ser man ofte, at patienterne får kræft i den nye lever, de har modtaget.
Lægerne var usikre på, om det overhovedet nyttede at skrive ham op til en lever fra en donor. Heldigvis skrev de ham op, og han endte med at få transplanteret en ny lever, som han i dag lever med. Hver dag tager han medicin for at sikre, at kroppen ikke udstøder leveren.
Ligegyldigt hvor sundt man lever, kan alle få kræft
Både Marks mor og bedstefar har lidt af kræft, og netop derfor har han altid levet sundt.
Cigaretter, alkohol, junkfood og søde sager har aldrig sagt ham noget. Mark Wood lever et aktivt liv, hvor han underviser klienter i CrossFit, samtidig med at han selv dyrker styrkeløft på højeste plan.
”Jeg troede bare, det var overtræning, og at jeg kunne hvile mig lidt, og så kom jeg ovenpå igen. Jeg har jo altid forsøgt at gøre alt, hvad jeg kan for at minimere risikoen for at få kræft,” siger han ironisk.
Det hjalp en smule på hans retfærdighedssans, at han fik at vide, at sygdommen var genetisk. Det gjorde det, fordi han så vidste, at det ikke havde hjulpet at gøre noget anderledes.
Medmenneskerne i fokus
På trods af det var han aldrig i chok over at have fået kræft. Heller ikke da lægerne sagde, at løbet var kørt. Hans største bekymring var, hvad der skulle blive af de mennesker omkring ham.
”Da jeg fik beskeden om, at jeg havde leverkræft, og de ikke kunne fjerne den uden en transplantation, havde jeg besøg af en masse mennesker, som jeg ikke betragter som mine tætteste venner, men gode bekendte. Jeg havde mere ondt af, at de skulle være i lokalet, da jeg fik den besked, end jeg havde af mig selv,” siger Mark Wood med et roligt smil.
Hele vejen igennem var hans største fokus rettet mod dem omkring ham. Det var ham, der lå i hospitalssengen og havde en dødsdom hængende over hovedet. Alligevel fokuserede han på, hvad risikoen ville være for dem, hvis han døde.
”Jeg var sikker på, jeg ville dø af det, men jeg ville ikke have, at min kones liv skulle ligge i ruiner, fordi der var sket noget dårligt med mig, som vi ikke kunne kontrollere. Det, tror jeg, var det sværeste,” siger han.
Alle skulle forlade hospitalsstuen med et smil
Han havde et princip om, at alle mennesker, der trådte ind i hans hospitalsrum, skulle have et smil på læben, før de forlod lokalet igen.
”Nogle af mine venner gav mig en Nintendo, som vi spillede på, når de besøgte mig. Hvis de var ved at vinde over mig, vendte jeg mig mod dem og sagde ’Virkelig? Er du godt klar over, at det måske er mit sidste spil Mario Kart, og så vil du ikke lade mig vinde?’” fortæller han efterfulgt af et stort grin.
I starten kunne han godt mærke, at folk var kede af det, allerede inden de trådte ind ad døren, fordi de, ligesom han, regnede med, han ville dø af kræft. Den måde folk kiggede på, var det værste.
”Nogle mennesker går gennem livet, mens de tænker, at de aldrig kommer ud for noget dårligt. Jeg har altid vidst, at selvom risikoen måske var under en procent, så var der en risiko for, at jeg også ville få kræft med min familiebaggrund, så derfor var jeg aldrig i chok over det,” siger Mark Wood.
Han har netop overstået seneste scanning med et positivt resultat. Han har nu været kræftfri i et år, og er tilbage i træningslokalerne, hvor han kæmper for at forblive stærk og blive endnu stærkere, end han var inden sit kræftforløb.
