Mineralunderskud kan medføre urolige ben

Mineralunderskud kan medføre urolige ben

Lider du ofte af rastløse ben om aftenen, når du er gået i seng? Så lider du måske af urolige ben. Urolige ben er en sygdom, som ofte medfører dårlig nattesøvn hos patienten og vedkommendes ledsager. Forskning viser, at mangel på et bestemt mineral kan medføre rastløse ben, og at kosttilskud således kan helbrede patienten.

Urolige ben, rastløse ben eller restless leg syndrome (RLS) er tre navne for den samme sygdom. Lider man af urolige ben, da vil man ofte opleve episoder med en stærk uro i benene og en uimodståelig trang til at bevæge dem. Derudover kan musklerne i benene føles ubehageligt spændte og kriblende, og nogle få personer oplever samtidigt muskelsmerter. Disse symptomer kommer hyppigt et kort stykke tid efter, at man har tilladt benene at hvile sig; f.eks. når man er gået i seng om aftenen. Uroen forsvinder igen, når benene sættes i bevægelse. Der er ca. 10 % af den danske befolkning, som lider af urolige ben. 

 

Årsag og behandling af urolige ben

Der findes i dag ikke nogen behandling, som kan kurere urolige ben. Ofte vil man søge en forklaring på, hvorfor man lider af urolige ben, og dernæst fokusere på at behandle denne tilstand i håb om, at dette lindrer symptomerne på urolige ben. Sygdommen kan f.eks. være opstået som en bivirkning til et præparat mod en anden sygdom, hvorfor ophør af denne medicin vil kunne helbrede patienten for urolige ben. 

Andre gange skyldes sygdommen en forstyrrelse i hjernen, der involverer neurotransmitteren (et signalstof for nerveceller) dopamin, og i disse tilfælde kan man overveje dopaminerg medicin. Derudover kan det anbefales at massere sine ben, at lave udstrækningsøvelser inden man går til ro om aftenen, og at undgå kaffe, alkohol og rygning om aftenen.

 

Jernmangel og urolige ben

Kan mangel på mineralet jern give urolige ben? Dette spørgsmål har en gruppe forskere også stillet sig selv og efterfølgende sat sig for at undersøge. Forskerne har først og fremmest opdaget, at personer, som lider af jernmangel, har større tendens til at udvikle urolige ben. Undersøgelser har vist, at mangel på jern i bestemte celler i hjernen kan give rastløse ben, og det er derfor vigtigt, at man ikke er i underskud af jern. 

Du tænker måske; Hvorfor giver jernunderskud disse symptomer? For at svare på dette spørgsmål må vi først kende lidt til et bestemt område i hjernen. Området hedder ‘substantia nigra’ og er placeret i midthjernen. Cellerne i dette område kontrollerer produktionen af et enzym (en katalysator), som hedder tyrosin-hydroxylase (TH).  Cellerne i substantia nigra kan aktivere eller deaktivere TH. Når TH er aktiveret, kan det øge produktionen af neurotransmitteren dopamin. 

Dopamin er et signalstof, som nogle nervecelle frigiver for at give beskeder til andre celler, f.eks. en besked fra centralnervesystemet til kroppen med instruktioner om normale opgaver, som kroppen skal udføre. Dopamin er bl.a. vigtig for kontrol, regulering og koordinering af muskelbevægelser. Hvis området skades, da vil mængden af dopamin falde, og dette resulterer i muskelspasmer og ukontrollerbare bevægelser. Dette ses bl.a. hos patienter med Parkinsons sygdom. Personer, som lider af urolige ben, har ofte meget høje niveauer af aktivt TH. Dette burde i teorien resultere i overproduktion af dopamin, men dette sker kun, hvis der også er nok jern til stede i cellerne. Det er nemlig kun muligt at have en ordentlig regulering af dopamin, hvis der både er aktivt TH og nok jern i substantia nigra. 

Forskerne mener, at substantia nigra får signal om, at der er behov for mere dopamin, og derfor begynder cellerne at aktivere TH. Det aktive TH er dog ikke fuldt funktionelt uden nok jern. Mængden af aktivt TH stiger uden at dopaminproduktionen gør. Mangel på dopamin kan som sagt lede til ubehagelige følelser i benene. Derfor kan jernmangel være årsag til urolige ben. Derudover har forskning vist, at mængden af dopamin i substantia nigra falder om aftenen. Dette kan muligvis være forklaringen på, at mange patienter, der lider af rastløse ben, ofte oplever sværere symptomer om aftenen. Gravide kvinder i sidste trimester oplever også hyppigt urolige ben, og det er denne periode af graviditeten, hvor flere også er i jernunderskud. Dette er således i overensstemmelse med, at jernmangel kan resultere i urolige ben.

Ovenstående kan således også forklare, hvorfor mange patienter med urolige ben oplever lindring af deres symptomer, når de gives dopaminerg medicin. De dopaminerge medikamenter bruges bl.a. også til at behandle Parkinsons sygdom, da det kan lindre de muskelrystelser (tremor), som denne patientgruppe ofte lider af.  Medikamentet erstatter dopamin i hjernen og kan midlertidigt forbedre nervesignalerne, der sendes fra centralnervesystemet til kroppen. 

 

Kan man måle, om man lider af jernunderskud?

Lægen kan tage en blodprøve og måle mængden af jern i blodet. Denne værdi siger dog ikke noget om, om der er jernunderskud i hjernen. Mange læger har faktisk målt normale værdier for jern i blodet hos patienter med rastløse ben, selvom deres mængde af jern i substantia nigra var lav. Lægerne kan, i stedet for at tage en blodprøve, foretage en lumbalpunktur, hvor de udtager cerebrospinalvæske. Dette er rygmarvsvæske. I denne væske kan man måle mængden af et protein, der opbevarer jern, kaldet ferritin. Mængden af ferritin i rygmarvsvæsken er således et tegn på mængden af jern i hjernen, og denne værdi er ofte lav hos patienter med urolige ben. En anden måde at måle mængden af jern i midthjernen er via en MR-scanner.

 

Jerntilskud

Hvis du lider af urolige ben, kan det være en idé at få målt, om du lider af jernunderskud. Jern kan købes i flere supermarkeder og apoteker som kosttilskud. Et lille tip er, at jern optages lettere, hvis du samtidigt indtager vitamin C. Dette kan f.eks. være ved at tage en pille med vitamin C samtidigt med jern eller ved at drikke et glas juice. Modsat kan indtag af kalk (mælkeprodukter) eller mangan nedsætte optagelsen af jern. 

Kilder

1. https://www.sundhed.dk/borger/patienthaandbogen/hjerne-og-nerver/sygdomme/…
2. https://www.news-medical.net/news/2004/10/25/5852.aspx
3. http://www.hopkinsmedicine.org/neurology_neurosurgery/centers_clinics/rest…
4. https://www.netdoktor.dk/vitaminer/jern.htm
5. https://www.nhs.uk/conditions/restless-legs-syndrome/

Seneste sundhedsnyheder

Alle sundhedsnyheder
Vent!
Det tager kun 2 minutter.
Vil du have muligheden for at deltage i forskningsforsøg?
Gratis og uforpligtende · mere end 65.000 medlemmer
Ja, tilmeld mig!
Måske senere
Sundhedspanel

Hjælp forskningen igennem Sundhedspanel

Danmarks Sundhedspanels formål er at fremme sundhed gennem forskning, og vi har derfor brug for din hjælp. Du kan hjælpe ved at tilmelde dig Danmarks Sundhedspanel, og dermed blive mulig forskningsdeltager. Du vil kun blive kontaktet, hvis din sundhedsprofil passer til et kommende forskningsprojekt.

Opret sundhedsprofil