Depression er en sindslidelse, som er kendetegnet ved sænket stemningsleje. Kernesymptomerne er enorm tristhed, tab af lyst og interesse, og dertil tab af energi. Udover disse emotionelle symptomer ses også kropslige symptomer såsom søvnløshed, manglende sexlyst, koncentrationsbesvær og hæmning. Dertil ledsages depression ofte af nedsat selvtillid eller selvfølelse, skyldfølelse, selvmordstanker samt appetit- og vægtændring.
De fleste eksisterende antidepressive lægemidler påvirker humøret og følelserne ved at øge niveauet af neurotransmittere (signalmolekyler i nervebaner) kaldet monoaminer, nemlig serotonin, dopamin og noradrenalin. Disse lægemidler har vist sig at virke hos mange patienter, men hos flere stopper virkningen pludseligt, og hos andre har de ingen virkning fra begyndelsen. Da disse lægemidler ikke er effektive for mange patienter, tyder det på, at der er yderligere mekanismer bag depression, som endnu mangler at blive afdækket, for at kunne målrette nye behandlingsformer.
Tidligere forskning har vist, at disse mekanismer kan indebære hippocampus; en region i hjernen, som er vigtig for indlæring, hukommelse og følelsesmæssig regulering. Her så forskere ændringer i de såkaldte HCN-kanaler. Disse kanaler er typisk involveret i at kontrollere den elektriske aktivitet i hjertets og hjernens celler, men som også spiller en afgørende rolle i adfærd forbundet med depression.
I en ny undersøgelse tog forskere skridtet videre til at omsætte dette kendskab til en potentiel genterapi ved hjælp af musemodeller. Forskerne inficerede mus med en ikke-giftig virus, som var manipuleret til at udtrykke et gen, der slukkede HCN-kanalernes funktion i hippocampus' neuroner.
Forskerne vidste, at ved at reducere antallet af aktive HCN-kanaler, faldt den depressionlignende opførsel hos mus. De reagerede således, som hvis de havde fået antidepressiv medicin efter denne virusinjektion. Modsat viste øgning af HCN-kanalernes funktion, at den antidepressive virkning forsvandt. Hvis dette overføres til mennesker, kan disse resultater give information til nye friske behandlingsmetoder for de millioner af patienter verden over, der ikke reagerer på eksisterende behandlinger for depression.
Disse forsøgsresultater identificerer ikke blot et nyt mål for behandlingen af depression, men giver også en detaljeret molekylær beskrivelse af strukturer, som skal manipuleres for at behandlingen kan virke antidepressivt.
I fremtidig forskning har forskerne fokus på at tilpasse denne virale genterapeutiske tilgang til humane patienter. De har også modtaget en bevilling fra National Institute of Mental Health til at finde små molekyler, der kan udvikles til oral medicin for at slukke HCN kanaler i hjernen.
Hvad fremtiden byder på må tiden vise, men resultaterne taler for sig selv. Hvis mus responderer så positivt på reduktion i aktive HCN-kanaler, er det god grund til at undersøge, om virkningen er tilsvarende hos mennesket. Hvis det er tilfældet, er der formentligt snart mere effektiv medicin på vej, som forhåbentligt også hjælper de patienter, som ikke responderer ønskværdigt på nuværende antidepressiva.
Kilde:
