Særlige gener kan øge risikoen for depression

Særlige gener kan øge risikoen for depression

Forskere fra blandt andet Aarhus Universitet har identificeret 44 gener, der hver især øger din risiko for depression. Den nye viden kan føre til en større forståelse om depressions arvelighed.

Din risiko for at udvikle en depression afhænger blandt andet af dine gener. En ny, international undersøgelse viser, at 44 forskellige gener – såkaldte risikovarianter - kan have en betydning for, om du får en depression.

Tidligere kendte man kun til 14 områder i arvemassen, der kunne påvirke risikoen for depression, men nu er 30 nye altså blevet opdaget. Undersøgelsen er den hidtil største af sin slags – den bygger på data fra mere end 135.000 personer. Den er foretaget gennem det internationale forskningssamarbejde Psychiatric Genomics Consortium, som Aarhus Universitet er en del af. Det er en såkaldt metaundersøgelse, hvilket betyder, at den bygger på resultater fra mange forskellige undersøgelser.

 

Nyt håb om skræddersyet behandling

Resultaterne fra undersøgelsen bringer ny viden om, hvorfor vi får depressioner.

”Ved at lokalisere de genetiske faktorer får vi nye værktøjer til forskning i samspillet mellem gener og miljø, så vi kan få en mere komplet forståelse af sygdomsmekanismerne,” siger Anders Børglum, der er en af forskerne bag undersøgelsen, i en pressemeddelelse fra Aarhus Universitet.

Ifølge forskerne kan den nye forståelse for sygdomsmekanismerne bag depressioner bane vejen for ny og mere effektiv behandling; hvis man ved præcis, hvorfor folk får depressioner, kan man også give en mere personlig medicin, som er skræddersyet til den enkelte patient. Det kan føre til, at patienter får større gavn af antidepressiv medicin.

”Resultaterne viser, at generne er beriget med målmolekyler for kendt antidepressiv medicin, hvilket yderligere forstærker håbet om, at de ny-identificerede gener kan pege på nye målmolekyler for behandling. Vi er på rette vej,” lyder det fra Anders Børglum i pressemeddelelsen.

 

Hvem skal behandles?

Derudover kan det også blive nemmere at opdage, hvem der skal behandles ved at se på, hvor mange risikovarianter personen er født med.

”Vi viser, at personer, som har gentagne depressioner, har en større byrde af genetiske risikovarianter end dem, der kun har depression en enkelt gang. Det samme gælder for de personer, der tidligt i livet diagnosticeres med depression. Måske skal vi derfor være særligt opmærksomme og aktive i behandlingen af personer med depression, som har en stor genetisk sårbarhed,” siger Anders Børglum.

 

40 procent af årsagen skyldes gener

Vores genetiske sammensætning er dog ikke den eneste årsag til, at vi får depressioner. Arvelighed udgør cirka 40 procent af risikoen for depression. Det vil altså sige, at miljømæssige faktorer er det, der har størst betydning for, om du får en depression. Det kan for eksempel være, hvis du oplever dødsfald, skilsmisse, arbejdsløshed eller andre situationer, der kan være belastende.

Til gengæld kan vores gener gøre os mere sårbare over for depressioner. Hvis vi er født med mange af de 44 forskellige gener, er der altså større chance for, at en depression kan blive udløst af belastende oplevelser. Det er ofte en kombination af vores gener og vores miljø, der fører til, at vi udvikler depression. Alle har dog risiko for at få en depression. Vores gener er altså ikke i sig selv afgørende, men kan blot øge eller sænke risikoen.

Kilder

1. http://newsroom.au.dk/nyheder/vis/artikel/forskere-identificerer-44-gener-…
2. https://www.b.dk/nationalt/forskerne-afsloerer-44-gener-forbundet-med-depr…
3. http://nyheder.tv2.dk/samfund/2018-05-01-forskere-afslorer-44-gener-forbun…
4. https://videnskab.dk/krop-sundhed/stort-studie-44-forskellige-gener-er-med…

Seneste sundhedsnyheder

Alle sundhedsnyheder
Vent!
Det tager kun 2 minutter.
Vil du have muligheden for at deltage i forskningsforsøg?
Gratis og uforpligtende · mere end 65.000 medlemmer
Ja, tilmeld mig!
Måske senere
Sundhedspanel

Hjælp forskningen igennem Sundhedspanel

Danmarks Sundhedspanels formål er at fremme sundhed gennem forskning, og vi har derfor brug for din hjælp. Du kan hjælpe ved at tilmelde dig Danmarks Sundhedspanel, og dermed blive mulig forskningsdeltager. Du vil kun blive kontaktet, hvis din sundhedsprofil passer til et kommende forskningsprojekt.

Opret sundhedsprofil