I takt med at man bliver ældre, så bliver ens hjerne også mindre. Når man er fyldt 60 år, skrumper hjernevolumen med omkring 0,2 procent om året. Mindskelse af hjernevæv er kædet sammen med blandt andet demens.
I en fortsat mere automatiseret verden kan god gammeldags rengøring dog være med til at holde hjernen i gang, specielt når man kommer op i årene. Det skriver The Guardian i en artikel, de har lavet på baggrund af et nyt studie.
Det er sundt at holde sig i god form, og det giver en mere fornøjelig alderdom. Det er de færreste, der er i tvivl, om at det er en god ting at holde sig i gang. Når man snakker om motion, så falder tankerne for nogle hen på opslidende ture i fitnesscentret eller på den sædvanlige løberute, der underligt nok bliver ved med at føles længere og længere.
Hård fysisk aktivitet er stadig sundt
Det har en masse sundhedsmæssige fordele at dyrke hårde aktiviteter som styrketræning eller pulstræning, og det udfordrer dette studie ikke. Det giver i stedet blik for et måske overset aspekt - nemlig at alt den lette aktivitet, som man ikke lægger mærke til, at man laver, også tæller med. Også de helt små aktiviteter, der måske kun varer et eller to minutter ad gangen.
Studiet har undersøgt 2354 midaldrende forsøgspersoner i USA, som har fået påmonteret en aktivitetstracker og herefter har fået foretaget hjernescanninger.
Studiet viste, at de forsøgspersoner, der lavede en times let aktivitet om dagen havde 0,22 procent større hjerne. Det svarer altså til et års hjernealdring. De, der i gennemsnit gik flere end 10.000 skridt om dagen, havde 0,35 procent større hjernevolume, end de der i gennemsnit gik færre end 5.000 skridt om dagen. 0,35 procent svarer til 1,75 års hjernealdring.
Godt nyt for alle der ikke ellers dyrker motion
Det er godt nyt for de ældre. Det betyder, at alle har adgang til en aktivitet, som kan være gavnlig for hjernen. Ældre, der måske har svært ved at komme afsted til hård fysisk aktivitet, har nu en let aktivitet, der også kan skubbe i den rigtige retning.
Det kan også vise sig at blive en fordel, for dem der ikke har let ved at strukturere deres motion, så de bliver ved med at komme afsted. Man kan også gøre noget godt for sin hjerne ved blot at beholde den håndholdte støvsuger i stedet for at skifte til en robotstøvsuger.
Studiet har dog nogle begrænsninger. Det kan ikke vise en direkte årsagssammenhæng mellem at bevæge sige mindre og have mindre hjernevolume. Det kan kun påvise et talmæssigt sammenfald. Det kan også være, at årsagssammenhængen vender omvendt, så man i stedet for at kunne sige, at folk, der bevæger sig mindre, får mindre hjernevolume, skal sige at folk med lille hjernevolume bevæger sig mindre.