Skinnebensbetændelse er en hyppig skade af den nederste del af benet og er en af de mest almindelige årsager til smerte ved overanstrengede ben hos atleter. Selvom det ofte ikke er en alvorlig tilstand, kan det være ganske invaliderende og samtidig kan det fremskride til mere alvorlige komplikationer, hvis den ikke behandles ordentligt. Ofte skyldes årsagen mange faktorer, som indebærer fejl i træning og forskellige biomekaniske abnormiteter. Kun få fremskridt er blevet gjort i behandlingen af skinnebensbetændelse i de sidste årtier. De aktuelle behandlingsmuligheder er for det meste baseret på ekspertudtalelser og klinisk erfaring. Forskellige overanstrengelser af skinnebenet og dets omgivende muskulatur opstår, når kroppen ikke er i stand til at hele ordentligt efter gentagne muskelsammentrækninger og skinnebensbelastning. Den mest almindelige klage hos patienter med skinnebensbetændelse er uklare, diffuse smerter i den nedre ende, langs midterlinjen af underbenets forside og er forbundet med situationer med anstrengelse af benet. I det tidlige forløb med skinnebensbetændelse forværres smerterne under træning, men aftager gradvist undervejs og i løbet af minutter ophører smerterne under træningen. Men som skaden forværres, vil smerterne præsenterer sig ved mindre aktivitet og kan forekomme selv i hvile.
Fejl i træningsmetoden synes at være den mest almindelige faktor involveret i skinnebensbetændelse, specielt når sportsfolk forsøger at præstere lidt for meget uden tilstrækkelig træning. Fælles for disse fejl er, at de ofte omfatter en nylig debut af øget aktivitet, intensitet eller varighed. Løb på hårde eller ujævne overflader er også vigtige risikofaktorer. Personer med tidligere skader på skinneben eller leg, og som løber mere end 30 km per uge er særligt disponerede for overbelastningsskader i den nedre ekstremiter herunder skinnebensbetændelse. Svage muskler i kropsstammen er også en vigtig risikofaktor for skader i de lavere ekstremiteter. Muskelstyrke i hofte og bækken er et vigtigt led i at bevare kontrollen og ordentlig mekanik mellem kropsstammen og de nedre ekstremiteter.
Den akutte behandling
Den akutte behandling består ofte i at give benet ro, men dette er sjældent et ønskværdigt råd til en sportsudøver. Det er dog den behandling, som det meste litteratur vurderer er vigtigt i tilfælde af skinnebensbetændelse. Er træning nødvendig, kan det anbefales at lægge is på benet efter træningspasset. Fysisk terapi, såsom ultralyd, boblebade, elektrisk stimulering med mere, kan anvendes i den akutte situation, men de har ikke vist sig at være mere effektive i forhold til andre behandlingsmuligheder. I den subakutte fase bør målet for behandling fokusere på at ændre træningsregimer og håndtering af biomekaniske abnormiteter. 50 % reduceret ugentlig løbedistance, frekvens og intensitet vil sandsynligvis forbedre symptomer uden fuldstændigt ophør af aktivitet.
Løbere opfordres til at undgå at løbe på bakker og ujævne eller meget faste overflader. Syntetisk underlag eller en ensartet overflade af moderat fasthed giver mere stødabsorbering og forårsager mindre belastning på den nedre ekstremitet i denne fase, kan man drage fordel af andre former for motion, som involverer andre skånsomme øvelser, såsom svømning eller cykling. Over en periode på uger kan man langsomt øge træningens intensitet og varighed og tilføje sport-specifikke aktiviteter, hoppeøvelser og bakkeløb til sit rehabiliteringsprogram, så længe man forbliver smertefri.
Flere studier støtter op om en daglig rutine af udstrækningsøvelser og excentrisk sammentrækning af lægmusklerne for at forebygge muskeltræthed. Andre øvelser fokuserer på at styrke musklerne på forsiden af underbenet, og de muskler som styrer fodens bevægelse. Derudover kan træning og udstrækningsøvelser af musklerne i kropsstammen samt træning af balanceevnen virke fordelagtig for løbere og mindske risikoen for senere skader. Samtidig er fodtøj med god støtte og stødabsorbering utrolig vigtig for at undgå gentagne skader af underbenet.
Danmarks Sundhedspanel er dannet af sundhedsfaglige personer med formålet at fremme sundhed gennem forskning. Sundhedssektoren udfører årligt forskningsprojekter for at udvikle nye og bedre behandlingsmetoder. Før et forskningsprojekt kan begynde, er det nødvendigt at finde de rette deltagere, så nye behandlingsmetoder kan afprøves. Deltagerne er medvirkende til at skabe ny og værdifuld viden, så eksisterende eller nye behandlinger kan blive endnu bedre.
