I den danske befolkning rammes over 4.000 mennesker af sygdommen årligt. Livstidsrisikoen for kolorektal kræft er 5-6 % og diagnosen for at leve 5 år efter er 50 %. Nogle af de faktorer, som øger risikoen for udvikling af denne kræfttype er bl.a. betændelsesmæssige tarmsygdomme såsom Crohns sygdom eller colitis ulcerosa.
Hos patienter med kolorektal kræft og inflammatoriske tarmsygdomme ses der en forandret bakteriekultur i tarmen, hvilket samlet kaldes for tarmens mikrobiota. Mikrobiotaen dannes af svampe, bakterier og vira, og sammensætningen afhænger af ens kost og de bakterier, som man indtager via bl.a. føden. Det er livsnødvendigt med en bred vifte af mikroorganismer i tarmen for især at opretholde et sundt immunforsvar. Ændringer i mikrobiotaen er stærkt associeret med kolorektal kræft, og derfor tror læge Emilie Viennois fra Georgia State University Institute for Biomedical Sciences, at der kan være en sammenhæng mellem almindelige tilsætningsstoffer, der ændrer tarmens bakterieflora, og udviklingen af kolorektal kræft.
Antallet af årlige tilfælde af netop denne kræfttype er steget markant siden midten af det 20. århundrede. Den ændrede bakterieflora danner en fordelagtig niche for udvikling af en tumor ifølge lægen.
Svære forandringer i tarmfloraen, som resultat af f.eks. kostændring, livsstil eller infektion, kan ændre forholdet mellem personens mikroorganismer og de mikroorganismer, der kommer fra miljøet. Dette kan lede til en betændt tarmsygdom, hvilket så kan lede til dannelse af tumorer i tyktarmen.
Emilie Viennois har sammen med sit forskerhold undersøgt effekten af bestemte kostændringer og udviklingen af en kræfttumor hos mus. Deres undersøgelse viste, at lave koncentrationer af to almindelige emulgatorer, carboxymethylcellulose og polysorbat-80, medførte betændelse og fedme hos musene. Forsøget viste, at en indtagelse af emulgatorer alvorligt ændrede sammensætningen af tarmens mikrobiota, og at stofferne gør det på en måde, der fremmer betændelse og skaber et gunstigt miljø for udvikling af kræft.
Dette forstærker yderligere den centrale rolle, som mikrobiotaen spiller i tumordannelsen. Resultaterne støtter den opfattelse, at en ændring i sammensætningen af tarmens mikrobiota forårsager betændelse på en måde, der fremmer kolorektal kræft.
Forskerne vil nu yderligere undersøge specifikt, hvilke mikroorganismer der er ansvarlige for denne effekt, samt den præcise mekanisme der fremmer kræft.